19.10.2011

HandicapHjælp byder op til dans

HandicapHjælp byder op til dans
Af Jette Panse, sekretær i Kørestolsdanseudvalget i DHIF

Lørdag d. 1. oktober og søndag d. 2. oktober var der internationalt skær over dansk kørestolsdans, idet kørestolsdanseudvalget under Dansk Handicap Idræts-Forbund havde inviteret hollandske Ondine de Hullu til at undervise i duodans i Vildbjerg og Sorø.

Ondine er en af kørestolsdansens 2 mødre (den anden er Corrie van Hugten), der for godt 30 år siden begyndte at udvikle og udbrede kørestolsdans, så den i dag dyrkes over hele verden og med både VM, EM, World Cup, andre mesterskaber og  turneringer.

Ondine, der er fysioterapeut, mødte via sit job Corrie, der var danselærer, men som pga sygdom var blevet henvist til en kørestol, og de to damer besluttede sig for at bevise, at glæden på dansegulvet ikke alene er for fodsåler, men i lige så høj grad for hjul !

Og de har personligt været rundt i hele verden med deres budskab.

DUO, som er en danseform, hvor 2 kørestolsbrugere danner par, er den egentlige handicapidræt, fordi der ikke er en rask danser involveret, og hensigten med kurset var, at puste nyt liv i duodans, efter at vi i nogen tid havde satset på at hæve niveauet for combidans, hvor en gående og en kørestolsdanser danner par.

Hvem var så bedre end Ondine til at hjælpe os med det ?

Og det var et ekstra plus, at hun var ledsaget af sin dygtige assistent Marita Netjes.

Der var tilmeldt 31 dansere fordelt på Sorø og Vildbjerg. Det er det største antal kursusdeltagere i kørestolsdansens historie her i landet, og vi fik så det luksusproblem, at vi måtte have en større dansesal i Vildbjerg, end vi først havde booket.

Der blev virkelig vist danseglæde og iver efter at lære, og selv om danserne var på mange forskellige niveauer, så var Ondine og Marita i stand til få alle med via deres meget pædagogiske og humoristiske undervisning.

I Sorø havde vi besøg af 2 lokale aviser, der begge bragte en hel sides reportage fra kurset. Desværre fik vi dem ikke til at nævne, at HandicapHjælp var sponsor, men vi fik da i det mindste placeret journalisten strategisk foran det flotte banner, som vi havde lånt til opstilling i begge dansesale.

Til gengæld var der ingen af danserne, der ikke kendte HandicapHjælp Danmark, da kurset sluttede, for ved velkomsten begge steder blev banneret præsenteret - og faktisk også beundret af flere.

Der er noget, der hedder "Sol over Gudhjem" - det er vist et stykke smørrebrød.

Nu ved vi med sikkerhed, at der også er noget, der hedder "Sol over Vildbjerg og Sorø", for solen strålede udenfor fra en skyfri himmel begge steder, og i dansesalene strålede en anden slags sol, der var blevet tændt via en håndsrækning fra HandicapHjælp Danmark.

Det siger vi mange tak for !

Udviklet på Umbraco CMS