23.10.2011
De to Berliner-farere
De to Berliner-farere
Af Peder Stausholm, freelanceskribent og bruger i
HHDK
D. 25. juli kl. 12 kører vi afsted fra Århus i vores
tætpakkede kassevogn. Tøj til 3 uger, to hjælpere og en
lift kræver mere end bare almindelig ordensans at få på plads. Og
så selvfølgelig to el-kørerstole. Hver en krog og et hvert
hulrum er fyldt ud med tasker og poser. Destination
Pappelallee, Prinslauber, Berlin. Turen derned tager 6 1/2 time og
det er 4. gang vi tager afsted.
Vores andet hjem
Berlin er mit og min kærestes foretrukne feriested. Det
er blevet vores andet hjem. Her tager vi ned uden at have
noget planlagt, og byen tager imod os uden sure miner. Vi er
så heldige at have en bekendt med en rigtig boheme lejlighed,
som vi får lov at leje. Den ligger i den mere mondæne ende af
Prenzlauer Berg-kvarteret.
Berlin er en nem by at komme rundt i i kørestol. Al offentlig
transport er gearet til at man kan komme frem som handicappet.
Faktisk er der kun 2 undergrundsstationer uden elevator. Måden
man gør det på er, at man henvender sig i forreste vogn
til lokomotivføreren i undergrundsbanen, eller til føreren af
sporvognene, som så venligt kommer ud og lægger en rampe
frem.
Byen virker befriende med sine mange menneskelige udtryk. Her kan
man se ud som man vil. En mand i orange latex-overalls, eller
mænd i dametøj er ikke et ualmindelig syn. Det skal man kigge
noget længere efter i Århus´ gader. Og selvom byen er meget stor
at færdes i, er der en bemærkelsesværdig afslappet stemning,
hvor folk generelt tager den med ro. Alligevel sover byen
aldrig. Døgnet rundt er der liv i gaderne. Om det er dag
eller nat, så er der liv, hele tiden - det er en by, hvor der
bor lige så mange mennesker som vi gør i hele Danmark. Jeg vil
fortælle om 2 særlige oplevelser som vi glædede os over på denne
tur.
"Læbestiften og pudderdåsen"
Keiser Wilhelms Gedächtnis kirke på Breitscheidplatz er
et ikon for Berlin. Kirken blev ødelagt efter et britisk
bombetogt i 1943. Efter krigen overvejede man en genopbygning,
men besluttede i stedet at lade ruinen stå som et minde om
krigens meningsløshed. I stedet byggede man en ny kirke ved
ruinens side, og disse to bygninger går i dag under kælenavnet
"Pudderdåsen og Læbestiften", af de lokale berlinere. Kvarteret
omkring er præget af den ene modebutik efter dan anden. Her
ligger eksklusive butikker som Jean-Paul Gaultier, Jil Sander,
Gucci og Versace.
Eftersom den gamle kirke var lukket på grund af restaurering,
var vi kun inde i den nye, Læbestiften. Det var en specielt
oplevelse at være inde i kirkens blå mørke. Den stod iskærende
kontrast til bylivet uden for. Væggene i tårnet er bygget af blå
glas-mosaikker,og lader kun et meget begrænset lys trænge ind i
selve kirkerummet. Min kæreste brød sig ikke om det, men jeg
var derimod bjergtaget. En hel time var vi der. Købte bloklys
og tændte det. Man opfattede slet ikke de mange besøgende i
dette bløde mørke, som viste sig ikke kun at være blåt.
Mønstre i mange flere farver dukkede op i glasmosaikken her
og der. Også i gulvet var der lagt forskellig farvet mosaik af
keramik, ned i betonen. Et rum der skal opleves.
Den flade park
Tempelhof Lufthavn er beliggende i det sydlige Berlin. Den blev
bygget i begyndelsen af 1920erne, og blev brugt i luftbroen under
den kolde krig, hvor al landtransport til Vestberlin var
blokeret.
De gamle lufthavnsbygninger bliver i dag benyttet til
festlokaler, konferencer og events. Også politiet holder til i
nogen af bygningerne. Hvis man ønsker en rundvisning indenfor, er
det muligt at melde sig til en guidet tur, men det gav ikke
meget mening for os med alle de trapper og manglen på elevatorer.
Vi overtalte i stedet en flink dame til at vise os den
nedereste etage. Et imponerende syn af marmor fra gulv til loft.
Vinduerne - og de få møbler der var - var alle i teaktræ og
alt virkede meget mondænt.
I dag er lufthavnen lukket og blevet til Tempelhof Park. Her kan
man cykle, rulleskøjte og flyve med drage på de gamle
startbaner. Området er på 300 hektarer og Tempelhof ligger som
en kæmpemæssig flad park uden træer. Solen og parkstemningen greb
os og bød os at følge den lyserøde streg på 2,5 km der fører
til Neukölln.
Folkefest
Ferie skal for os være en afslappende affære. Og det er det i
Berlin. Vi elsker at gå ud og spise godt og billigt mad, og
det er ikke et problem i Berlin. Her er mange virkelig gode
og billige restuarenter eller caféer. Noget af det er rent
gourmé - til den halve pris af hvad man finder i Danmark.
Vores foretrukkende spisested er vores nabo, lorberth. Og hvis du
en dag komme til denne herlige by, så und dig selv at kigge
forbi Mauerpark, en søndag i sommermånederne hvor der er
loppemarket. Det er en folkefest.
Kilder: berlin-guide.dk og wikipedia