HandicapHjælp Danmark inviterede til temaaften om sygdommen ALS

HHDK bevæget og begavet til temaaften om ALS

Torsdag den 7. oktober fik HandicapHjælp Danmark indviet sine nye lokaler i underetagen i Herlev for hjælpere, ansatte på kontoret og andet godtfolk. Anledningen var en temaaften om sygdommen ALS, og hvordan det opleves at være pårørende til en ALS-ramt. Sygeplejerske Susanne Jakobsen og psykolog John Marquardt fra Muskelsvindfonden var foredragsholdere og de både bevægede og begavede publikum.

Af Anja Høgh

At være pårørende til en ALS-ramt er mildest talt ikke let. Dette stod hurtigt klart for alle, da Susanne og John begyndte sit oplæg om sygdommen og den krise, de pårørende ofte oplever, når et nært familiemedlem får konstateret ALS. Mange af de tilstedeværende rådgivere og hjælpere har i deres daglige arbejde sygdommen helt inde på livet, og der blev skiftevis lyttet intenst og stillet interesserede spørgsmål. Alle var meget bevægede over snakken om den kompleksitet, der ligger i at tage sig af et menneske, der skal dø eller som vælger respirator. Diskussionen om respirationshjælp og polemikken herom - hvornår siger man fx stop? - fik især sindene i røre. 

Superhjælperen

Som hjælper for en døende borger med ALS, får man ofte en helt unik tilknytning til personen. Det kan føre til, at man ikke længere er i stand til at adskille privatliv og arbejde, da den ALS-ramte bliver ens primære fokus. Hjælperen tager måske for mange vagter, er ikke mentalt til stede, når han/hun holder fri med familien, bebrejder sig selv for ikke at kunne hjælpe godt nok osv. Dette fænomen kalder Susanne og John for "Superhjælperen" - og det er bestemt ikke positivt. For at bevare/skåne sig selv i arbejdet med borgeren, skal hjælperen lytte til og anerkende følelser som afmagt, utilstrækkelighed og håbløshed - for det er accept af disse følelser, der får en helskindet igennem et ALS-forløb og som forhindrer, at man bryder psykisk og fysisk sammen.

Alt Liv Svinder

John Marquardt, som er tetraplegiker på grund af en rygmarvslæsion, han fik som 15-årig efter et hovedspring på for lavt vand, afslutter aftenen med citatet/udtrykket; Alt Liv Svinder. Som psykologisk ALS-konsulent ved RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, er han ude hos den ALS-ramte familie, hvor de taler sygdom, indstilling og fremtid. Her forsøger han at skabe ro i kaosset og ikke mindst accept hos den ALS-ramte og de pårørende om, at alt liv svinder for os alle en dag. 

Foredraget var en øjenåbner for mange af deltagerne. Både hjælpere og rådgivere fik brugbare råd og svar på spørgsmål, som de kan bruge i deres fremtidige arbejde med ALS. HHDK siger derfor tak til Susanne og John, som på meget levende og fortællende vis formåede at begave og berige os med deres viden.

 

Fakta om ALS

Amyotrofisk Lateral Sclerose (ALS) er en fremadskridende neuromuskulær sygdom, der lammer alle muskelgrupper og til sidst også åndedrætsorganerne.

Årsagen er ukendt, men sygdommen optræder almindeligvis ikke-arveligt og uden fortilfælde i familien.

Der er ca. 300 mennesker med ALS i Danmark, og hvert år rammes ca. 70 af sygdommen.

Diagnosen stilles på det kliniske billede og ved specialunder- søgelser (Elektromyografi (EMG)) af nerver og muskler.

Læs mere

 
Opret dig som handicaphjælper i HHDK's hjælperkartotek
Udviklet på Umbraco CMS